Vi kender dem allesammen fra medierne, klummer i aviserne, plakaterne på togstationerne, de uhørte billeder i sladderbladene. De er ikonerne, personlighederne bag de store succeser i business. Personlig branding giver en ekstra smutvej til succes - hvis det er positivt.

Jeg tænker her på navne som Simon Spies, Martin Thorborg, David Beckham, Kira Eggers, George W. Bush, Casper Christensen, Dennis Rodman, alle er de karasmatiske personligheder som konstant dukker op i sladderblade og andre medier. De har fået branded dem selv, så næsten hele verden er i stand til at forholde sig til deres personlighed. (okay, Eggers og C.C. er nok ikke så kendte i udlandet, men nationalt ved folk hvem de er). Det bliver mere et spørgsmål om hvor kendt personen kan blive end selve forretningen, og succesen følger som regel personens succes.

Hvis en person som Flemming (Don) Ø(stergård) valgte at gå fra Parken, ville der helt sikkert komme et knæk i den succes den har oplevet de sidste mange år. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at Don Ø har styr på sagerne, driver forretningen på et yderst højt plan. Man ser det med David Beckham, hvorend han går følger medierne ham. Han er blevet symbolet på en omvandrende reklamesøjle, det tøj han går i bliver købt i dyre domme verden rundt. Selv hans frisure bliver dyrket, korthåret som skaldet. Beckham er jo lige startet i en fodboldklub i L.A. (for mig det største reklamestunt i Amerikansk sport, set på med verdensomspændende øjne, nogensinde) og blev tiljublet over det sædvanlige i hans første kamp, først da han stod i bar mave og tog sin spillertrøje på, den anden gang da han første gang rørte bolden.

Den største personlige branding opnåes som regel igennem en yderst karasmatisk holdning og selvfølgelig et stærkt produkt, præstation eller ekstrem holdning (alle kender Osama ). Thorborg ville nok ikke være så kendt uden sit forhold til Jubii (der ligger dog mere til grund for det - læs evt. hans bog Iværksætter til jeg Dør), Bjarne Riis ville ikke være noget uden hans Tour de France præstation (ja ja, doping, og hvad så, kom nu videre eller start med at se curling).

Nogle personligheder vælger så at benytte sig af denne nye interesse for deres person til at skabe mere interesse og mere indkomst. Ikke så meget at sælge dem selv som omvandrende reklamer (Beckham), men mere starte nye forretninger der ved hjælp af den ekstra opmærksomhed hurtigt henter nye kunder. Jeg har jo selv en person i medierne, men vil mene at størstedelen er positivt, og nogle forretninger ikke kunne være blevet så succesfulde uden den ekstra opmærksomhed. Ved det kræver hårdt arbejde, fx. Thorborg har brugt lang tid på Amino.dk for at få den op og køre, men han var allerede en personlighed folk ville lytte til. Muhammed Ali ville ikke være på alles læber som den største bokser nogensinde hvis han bare havde sagt ja og amen til alt det lort omkring ham. Paris Hilton ville ikke sælge ret meget tøj, hvis hun ikke havde været smidt nøgen rundt på nettet og arving til en hotelkæde, samt været en stor b*iip*.

Ligeså positivt det kan være for ens forretning, lige så negativt kan personlig branding blive for din forretning. Laver du en bommert i det offentlige, falder tiltroen til dit navn og skader din forretning. Lars Larsen har måtte undskylde offentlig for nogle ting han gjorde. Henrik Bruhn har røvrendt folk på nettet og bliver aldrig til noget igen. Bjarne Riis tog doping og måtte undskylde for at bibeholde en smule værdighed, men tiltroen til hans navn er væk. (for ikke at tale om hele cykelsportens image er falmet). Så personlig branding kan være uhyre farligt.

Personlig branding er en rigtig vigtig faktor og benytter en forretning sig af det, kræver det en person med stærke holdninger, der tør at tage afstand og holde fast i sin overbevisning. Denne person bliver også udsat for mange oplevelser, både negative og postive, og man skal regne med, at forsvinder vedkommende fra forretningen, tager han også en del af branded med sig.