Iværksætter ide 11 - Sponsorerede rejser
10.22.2008 | Iværksætter Generelt
Ideen er faktisk gammel, og helt tilbage til min studietid, hvor vi skulle arrangere studierejser. Dengang søgte vi ufattelige mængder af legater og det gav ikke ret meget.
Derimod fik vi faktisk uventet mange penge fra forskellige virksomheder rundt om, som synes det var en god idé at vi da skulle have en god studietur og ved at SU’en ikke strækker ret langt.
Finde sponsorater fra virksomheder
Jeg havde haft de store planer om at starte en service der kontaktede virksomheder om sponsorater til studierejser. De fandtes så i ret stor stil, og nogle firmaer gør det vist ret godt. Så ideen faldt lidt hen igen.
Anderledes koncept end sponsorater
Indtil jeg skulle til Taiwan og arbejde fuldtid og samtidig færdiggøre mit studie. Der havde jeg en plan om at skrive en slags dagbog, som var støttet af forskellige virksomheder. For at lave en slags personlig indgangsvinkel til det at arbejde i Asien, samtidig med at virksomheder måske kunne lære noget.
Jeg fik aldrig helt konceptet på plads, og tiden op til rejsen endte i planlægning, forberedelser og tid sammen med en kæreste jeg skulle være væk fra i et års tid.
Da jeg så var kommet hjem og havde fået rejseblod på tanden, ville kæresten og jeg gerne have været rejst til USA, gerne tværs over. Så kom ideen tilbage, hvor jeg så løbende ville blogge, tage billeder og meget andet. Her skulle jeg så sponsoreres af virksomheder med en eller anden form for interesse i USA.
Kæresten blev gravid, og rejsen blev “desværre” ikke til noget. Så ideen faldt hen igen.
Indtil nu.
Stjæl bare ideen om sponsorerede rejser
Du skal være meget velkommen til at “stjæle” min idé, og vil du have sparring, så kan du smide en mail.
Grundlæggende tanker:
Få sponsoreret en rejse af virksomheder eller andre som kunne være interesseret
Grunde til at virksomheder skulle sponsorere din rejse:
- Du kan gøre noget for virksomhederne når du er der
- Besøge et eller andet sted
- Fotografere noget for dem
- Holde øje med en udvikling i det land du rejser i
- Aflevere noget for virksomheden
- Reklamere for virksomheden, med fx. t-shirts (og så fotografere dig i dem bestemte steder)
- Køre en blog for dem som en slags personlig indgangsvinkel til virksomheden (måske et rejsebureau, der gerne vil have personlige erfaringer fra rejsedestinationer)
Og jeg tror der er mange flere muligheder af den slags. Jeg tror konceptet holder, så det kunne være fedt at se det realiseret. En dag om 18 år eller noget, så vil min kæreste og jeg nok gerne ud og rejse jorden rundt. Så hvis konceptet kører der, så kunne vi godt være interesserede ;-).












10.23.2008
Brian, har du nogen ide om hvad det ville kunne indbringe? Ideen er vel at man ikke skal foretage for meget andet arbejde end det at blogge og tage billeder (evt. bære reklametøj og lign.). Hvis man først skal begynde at lave markedsundersøgelser mv. så er man jo “bare” på arbejde til en dårlig løn
Har du tal på hvad virksomheder har været villige til at punge ud med?
10.23.2008
Det var bestemt ikke meningen man skulle lave markedsundersøgelser. Ikke de rejsende i hvert fald :-). Tanken var at virksomheden skulle kunne se en ide i konceptet og derved måske finde indgangsvinklen til noget de kunne få pengene hjem på.
Hvad det kan indbringe aner jeg ikke. Da vi søgte penge hos virksomheder modtog vi vist op imod 10.000 kroner. Det blev jo så fordelt over 15 personer, men det hjalp på en SU og tur til New York.