Bloggen

Iværksætter ide 04 - Import af massage stole fra asien

8.04.2007 | Iværksætter Generelt

Denne idé kræver en masse kapital, men udsigten til en ordentlig omsætning kan også være i sigte, hvis man får gjort tingene rigtigt. Under mit ophold i Taiwan kom jeg i kontakt med flere massagestole producenter, og de var billige som bare fa’en.

Det største problem var jo så investeringen i det. Massagestole er jo nogle store genstande, og det er jo ikke en ting man lige tager med hjem i baglommen. Producenterne krævede også et minimums indkøb i omegnen af 50-100 stole. Plus fragten der ville koste spidsen af en jetjager for at få fragtet til Danmark.

Baggrunden for at importere massagestole er, at babyboomerne er ved at blive gamle, de bliver snart pensionerede, samtidig med at wellness, velvære og helse er den helt store trend for tiden. Babyboomerne har også fået flere penge, dvs. de vil gerne bruge pengene på velvære.

En massagestol i Asien kan erhverves for et par tusinde, luksusmodellerne koster vel omkring de 5.000 kroner, i butikkerne vel og mærket. Har du nogensinde set de massagestole der står rundt om i Danmark, hvor meget de bliver solgt til. Førhen da jeg tjekkede var vi på mindst 10.000 kroner for en skrabet model.

De producenter jeg snakkede med kunne sælge mig en luksusmodel til omtrent 3.000 kroner, og så lavede jeg et estimat på omkring 1.000 kroner for fragten på sådan en fætter. Så kom der lidt told oveni, og derefter var vi vel på omkring 5.000 kroner før du havde den stående på et lager i DK. Så skal der ikke meget hovedregning til før du kan se, at du tjener omkring 5.000 kroner pr solgte massagestol.

Tjekker du nettet ud, så er det sindssygt begrænset med webshops der sælger massagestole, eller i det mindste bare informerer om at de sælger dem. Jeg kunne finde 1 eller 2 seriøse bud på bare en nogenlunde hjemmeside med priser og informationer, et par andre mere eller mindre elendige hjemmesider ligeså.
Så havde man styr på eHandel, så var der en kæmpe mulighed for det. Klart, du har brug for en butik, hvor folk kan prøve dem.

Ideer der kom flyvende dengang

  • Tage stolene med rundt på messer og vise frem
  • Stå i en Bilka eller andre lokale butikker og reklamere for den
  • Starte et “wellness center” kun med massagestole, hvor man så kunne købe et kvarter / halv time ad gangen. (Og så sælge stolene ved siden af)
  • Gå til alle virksomheder i det ganske danske land og sige at det ville være en kæmpe gimmick til bedre personaleforhold

Du kan sikkert komme på flere. Hvad venter du på, smut til Asien og mød et par producenter, importer stolene og bliv det første store massagestole brand i Danmark. Hvis du mener det seriøst, så har jeg et par visitkort og links som du godt må få.


Flere links

Kommentarer